Mindeord Flemming Johnsen

16-06-2025

Det er med stor sorg, at vi i Nørre Alslev Gymnastikforening har modtaget beskeden om, at Flemming Johnsen er gået bort, og vi må tage afsked med en af vores engagerede og betroede frivillige i NAG.

Flemming var meget mere end en dedikeret frivillig – han var et varmt og livsbekræftende menneske, som med sin energi, sit engagement og sin positive tilgang satte dybe spor i vores forening og i hele lokalsamfundet.

Gennem mange år har vi mødt ham i hallen, hvor både store og små samtaler blev vendt. Han havde blik for både detaljen og fællesskabet og var en person, man blev løftet af at være i selskab med. Han var altid klar med rosende og anerkendende ord til dem omkring ham.

Flemming var en drivkraft bag utallige projekter – ikke for sin egen skyld, men fordi han ønskede at gøre noget godt for andre. Han spillede en nøglerolle i opførelsen af multihallen i Nørre Alslev, hvor foreningen i dag har sit hjerte og samlingspunkt. Sammen med sin elskede hustru Elin tog han initiativ til Idræt om Dagen, et seniorhold, som til stadighed samler knap 100 seniorer hver uge til fællesskab og bevægelse – et projekt, der i høj grad bærer præg af hans vision, varme og vilje til at samle mennesker.

I 2014 blev Flemming fortjent hædret som Årets Ildsjæl i Guldborgsund Kommune indstillet af NAG – en titel, der kun rummer en flig af det aftryk, han har sat gennem et helt liv dedikeret til fællesskab og frivillighed.

Vi er mange, der vil savne Flemming. Ikke kun for det, han gjorde – men for den, han var.

Æret være hans minde. ❤️
 

 


10